< Tilbage

Pressemeddelse23-08-2012 - 21:46

Stjernekokkerier hos Fru Larsen

Hotel og restaurant Fru Larsen i Laurbjerg åbner 16. august med kokkeparret Birgitte Pedersen og “Årets Kok 2010” Tommy Friis bag de sydende gourmetgryder. 21. august inviterer de alle interesserede til reception kl. 12-17.

Stjernekokkerier hos Fru Larsen

Hotel og restaurant Fru Larsen i Laurbjerg åbner 16. august med kokkeparret Birgitte Pedersen og “Årets Kok 2010” Tommy Friis bag de sydende gourmetgryder. 21. august inviterer de alle interesserede til reception kl. 12-17.

Fru Larsen har fået nyt forpagterpar, men det er alligevel ikke fremmede, der overtager roret. Tommy Friis, der kommer fra en stilling som køkkenchef på Molskroen, blev udlært hos Fru Larsen tilbage i 1999, dengang Kurt Kjær forpagtede stedet, så han kender allerede rammerne for det kommende arbejde rigtig godt. Tommy glæder sig over at være vendt tilbage til restauranten, som gennem årene er blevet kendt for sin gourmetmad, unikke atmosfære og indretning med kunst, antikviteter og knitrende ild.

Årets Kok 2010

Det er uden tvivl dygtige kokke, der fører Fru Larsen videre, idet både Birgitte og Tommy er kokkeudlært med bronzemedalje, ligesom Tommy i 2010 er kåret som Årets Kok og har vundet den prestigefyldte danske kokkekonkurrence “Kartoffelprisen” i både 2006 og 2009.

Sammen vil ægteparret fokusere på god mad og vin – og det hyggelige værtskab: – Fru Larsen er kendt for sin gode gourmetmad, og den linje vil vi naturligvis fortsætte, forsikrer Tommy og fortsætter: – Vi tilbyder en totaloplevelse, og i det hele taget vil vi gerne skabe en mere intim stemning omkring stedet, og her tror vi, at det er en fordel, at vi er to om opgaven, og at vi begge virkelig brænder for faget, forklarer Tommy.

En fælles drøm

Birgitte uddyber, at det er en drøm for parret at prøve kræfter med at skabe noget sammen. – Det er første gang, vi rigtig skal arbejde sammen om kokkefaget, så det bliver rigtig sjovt at prøve.

Tommy supplerer: – Det skal være dejligt at være gæst hos Fru Larsen, så vi efterstræber en uhøjtidelig stemning kombineret med et højt serviceniveau. Vi tilbyder både frokoståbent og 5-6 retters gourmetmenuer om aftenen og a la carte, ligesom vi også har gourmetophold. Vi vil servere enkel mad med et naturligt udtryk, slår han fast.    

Et familieforetagende

Fru Larsen er allerede blevet et familieprojekt for Tommy og Birgitte, der er flyttet ind i den tilknyttede forpagterbolig med deres to børn på hhv. 3 år og 10 måneder. – Vi er fuldstændig klar over, at det bliver en livsstil at forpagte Fru Larsen, og derfor er det også vigtigt, at rammerne omkring vores familie fungerer, fortæller Tommy, der kan glæde sig over hele tiden at være tæt på familien, da der følger en forpagterbolig med.

– Det er lidt som en drøm at vende tilbage til Fru Larsen, og jeg glæder mig virkelig over at have hele familiens opbakning og medindleven i foretagendet. Nu glæder vi os bare til at komme i gang med at forkæle gæsterne og give dem en oplevelse i verdensklasse, slutter en glad og forventningsfuld Tommy Friis.

< Tilbage